Af: Per Jacobsen
Karensminde er en firelænget enggård fra før år 1800, der er beliggende ved Grindsted Å. Gårdens oprindelse er ikke præcis kendt. På Billund Museums hjemmeside er det nævnt, at der i 1651 var fæstere på Karensminde, som på det tidspunkt var ejet af Horsens Hospital. Gården blev i 1776 købt af Jens Ebbesen, der blev den første selvejer af Karensminde.
I slutningen af 1800-tallet hørte der 2000 tønder land til Karensminde, der var egnens største gård, og hovedsageligt havde kvægdrift.
Den sidste private ejer af Karensminde, Anton Jensen, solgte i 1981 gården til Grindsted kommune med henblik på at oprette et landbrugsmuseum. Efter kommunesammenlægning blev Karensminde i 1988 taget i brug som et landbrugsmuseum.
Den anden søndag i september hvert år afholdes der Historisk Dyrskue og Veteranstævne på Karensminde. På dyrskuet bliver der fremvist gamle danske husdyrracer, og veteranstævnet er nærmere omtalt senere.
Dyrskuet bliver arrangeret af Karensmindes Venner og MARK/Billund Kommunes Museer i tæt samarbejde med Dansk Veteran Traktor Klub og Danske Husdyr, Avlsforening for gamle husdyrracer, Broholmerselskabet og Selskabet for Dansk Spids.
På dyrskuet i 2023 blev fremvist: Ertebøl får, Hvidhovedet Marsk får, Land Race får, Land Race geder, heste af typerne Frederiksborger, Jysk hest og Oldenborger. Af køer kan nævnes Jysk Kvæg, Korthorns Kvæg, Rød Dansk Malkerace og Sortbroget Dansk Malkerace, ligesom der blev vist Hvide Danske Landkaniner og et Dansk Sortbroget Landracesvin.
I forbindelse med dyrskuet afholdt Broholmerselskabet og Selskabet for Dansk Spids et skue, hvor de to gamle nationale hunderacer deltog.
I år var der tilmeldt 45 Broholmere samt 12 Danske Spidser til hundeskuet. Alle de Danske Spidser fik en flot bedømmelse, to fik kvalitetsbedømmelsen very good, mens de resterende blev kvalitetsbedømt med excellent.
Alle hunde deltog ligeledes i dyrskuet, og ud over de 12 Danske Spidser var der yderligere 4-5 Danske Spidser på plænen bag stuehuset, hvor gæsterne kunne beundre de smukke hunde.
Broholmerne holdt til ved siden af gårdens køkkenhave, og udstillingsringen for hunde.
I dagens løb, hvor vejrguderne i øvrigt viste sig fra den allerbedste side, kom der rigtig mange besøgende og beundrede spidserne, og der var meget god hundesnak – både blandt tilskuere og udstillere og udstillerne imellem.
Der var som nævnt en del gamle nationale husdyr, men der var også mange gamle Biler, den ældste en Buick 10, årg. 1908, en rigtig Bedstemor-And-Bil. Nogle Fiat 500, Ford T, Ford Anglia, Morris 1000, NSU Prinz og RO80, og mange, mange flere. Desuden knallerter, motorcykler, scootere og traktorer fra 1950’erne til 80’erne. Så når man gik rundt på pladsen blev der på alle måder prikket til ens nostalgiske gen.
På pladsen var der tillige arbejdende værksteder, hvor man i smedjen under kyndig vejledning kunne smede et hjerte, og i træværkstedet blev der fremstillet sværd og flyvemaskiner.
Der var koncert med Kongeå Blæseorkester og pløjning med veterantraktorer. Og i såvel kaffestue som i serveringsteltet kunne man få stillet sin sult og slukket tørst. Hvis det ikke lod sig gøre, var der også en pølsevogn og en vaffelbod.
Og arrangørerne beværtede udstillerne med morgenkaffe og rundstykke, til middag kartoffelsalat og frikadeller, og eftermiddagskaffe med lagkage.
Dagen sluttede med, at hundene blev vist frem i udstillingsringen. Først gik de Danske Spidser et par omgange i ringen, medens der blev fortalt om deres fortrinlige kvaliteter, og medens spidserne tog opstilling midt i ringen, kom Broholmerne ind og gik nogle omgange rundt, medens vi hørte om deres historie og dejlige egenskaber.
Ca. kl. 1600 sluttede en helt igennem fortræffelig dag på den historiske enggård Karensminde.