Dagsorden, beretning og regnskab

Generalforsamlingen 2020

Generalforsamlingen afholdes på Slagelse bibliotek Stenstuegade 3, 4200 Slagelse. For yderligere oplysninger, se indkaldelsen her.

Dagsorden
1. Valg af dirigent
2. Valg af stemmetællere
3. Bestyrelsens beretning til godkendelse
4. Årets hunde
5. Fremlæggelse af regnskab til godkendelse og meddelelse af ansvarsfrihed (decharge)
6. Forslag om nye vedtægter og implementeringsplan
7. Udvalg
8. Opdrætterdag
9. Valg af bestyrelse og suppleant
10. Valg af revisor og suppleant
11. Eventuelt

Beretning for 2019

Året 2019 har været et begivenhedsrigt år på godt og ondt.
I juni mistede vi pludseligt Marianne. Hendes alt for tidlige død var et stort tab for alle omkring hende, men også for Dansk Spids. Rekonstruktionen af racen Dansk Spids startede tilbage i 1988. Selskabet for Dansk Spids blev efterfølgende stiftet i 1992, hvor hun fra starten bidrog med sin store viden og ihærdighed. Senere overtog Marianne tøjlerne og blev formand for Selskabet for Dansk Spids (klubben) frem til hendes død. Vi kan takke hende for, at Dansk Spids er kommet dertil, hvor den er i dag.

Mange tråde skulle samles op, og det var dejligt at konstatere at alle trådte til for at løfte i flok, både indenfor klubben, men også fra Dansk Kennel Klub og ikke mindst Kim Vigsø Nielsen.

I sensommeren blev en ny bestyrelse konstitueret og vi har løbende offentliggjort vores bestyrelsesreferater på klubbens hjemmeside, så det nu er muligt for alle at følge med. Vi har blandt andet sendt en forespørgsel til DKK-udvalget for Nationale- og glemte racer, til afklaring af de kriterier der skal være opfyldt for at kunne sende en FCI-ansøgning om godkendelse af Dansk Spids.

Desuden har bestyrelsen også fremsat forslag til nye vedtægter, for at kunne udvide bestyrelsen fra 3 til 5 medlemmer. Udvidelsen af bestyrelsen vil styrke klubben og dermed mindske sårbarheden som vi så efter tabet af Marianne.

Interessen er stigende for Dansk Spids, hvilket vi ser i antallet af henvendelser vi modtager i klubben og ikke mindst i udenlandske henvendelser. Senest har klubben fået en henvendelse fra USA, og flere fra Finland.

I året 2019 registrerede Dansk Kennelklub, at der blev født 56 hvalpe fordelt på 9 kuld, hvilket er det højeste niveau til dato. At interessen er stigende, ser vi også på udstillingerne hvor flere og flere stiller op.

Klubben har afholdt tre mønstringer i 2019; to i Jylland og en på Sjælland, hvor i alt 25 hunde mødte op. Hertil er yderligere en enkelt hund mønstret. Bestyrelsen håber, at flere hunde bliver mønstret i 2020 med opbakning fra alle opdrætterne.

I 2019 afholdt klubben et skue i juni på Rosenholm i Hornslet, hvor 12 hunde mødte frem. Det var en god dag med solskin og en hyggelig stemning. Mange benyttede muligheden for at få en snak og nyde de dejlige Danske Spidser. Klubben afholdt også en klubudstilling i august i Horne, hvor 16 hunde var tilmeldt. Endnu engang var vejret fantastisk og højt humør.

Der har også været afholdt et arrangement med Nose Work samt flere gåture rundt om i landet til glæde for mange. Det er altid dejligt, når medlemmerne tager initiativ til arrangementer uden bestyrelsen som den styrende kraft.

Bestyrelsen håber på, at 2020 bliver et år, hvor endnu flere kuld bliver født, flere hunde kommer til mønstringerne, flere Danske Spidser på udstillingerne og flere gåture, nose work arrangementer med mere som arrangeres af frivillige. Fokus for bestyrelsen i 2020 vil være at lave en strategi for opnå godkendelse hos FCI samt øge fokus på samarbejdet med opdrætterne.

Revideret regnskab

Dette indlæg blev udgivet i Bestyrelsen. Bogmærk permalinket.